Hvad er beslutningsprotokollen?
Under mødet skriver Kommunalbestyrelsens sekretær Kommunalbestyrelsens beslutninger ind i beslutningsprotokollen.
Det er borgmesteren, der siger, hvad der skal skrives ind.
Protokollen skal vise, hvad Kommunalbestyrelsen har besluttet. Der bliver ikke skrevet referat af debatten – kun selve beslutningerne.
Medlemmers afvigende mening
Hvis du som medlem ikke er enig med flertallet, har du ret til at få din afvigende mening skrevet ind i protokollen – som en kort bemærkning.
Du må også få en kort begrundelse med – men den skal være ganske kortfattet.
Den afvigende mening kan som udgangspunkt være op til 5 linjer.
Fremsendelse af protokollen til en anden myndighed
Når Kommunalbestyrelsen/udvalget skal afgive en udtalelse til en anden myndighed, kan du under mødet kræve, at myndigheden gøres bekendt med indholdet af beslutningsprotokollen og din afvigende mening.
Det gælder kun, hvis den anden myndighed skal træffe beslutning på baggrund af Kommunalbestyrelsens udtalelse – ikke hvis sagen kun sendes til orientering.
Det har ingen betydning, om den anden myndighed lægger vægt på mindretallets udtalelse.
Begrundelse ved fremsendelse
Hvis du har fået din afvigende mening med i beslutningsprotokollen, har du ret til at få vedlagt en mere udførlig begrundelse, når sagen sendes videre til en anden myndighed.
Borgmesteren eller Kommunalbestyrelsen kan sætte en frist for aflevering af begrundelsen, men den må ikke være så kort, at den reelt forhindrer dig i at få din begrundelse med. Fristen skal være rimelig og sagligt begrundet, f.eks. hvis sagen haster.
Oplæsning og godkendelse af beslutningsprotokollen
Ved mødets afslutning bliver beslutningsprotokollen læst op.
Medlemmerne skal derefter underskrive protokollen/godkende den i First Agenda – inden de forlader mødet.
Du kan ikke nægte at underskrive, uanset hvordan du har stemt.
Offentliggørelse af beslutningsprotokollen
Beslutningsprotokollen bliver offentliggjort på Lejre Kommunes hjemmeside.
Hvis en sag er behandlet for lukkede døre, skal kommunen vurdere, om beslutningen kan offentliggøres:
- Hele beslutningen kan offentliggøres, hvis det ikke strider mod tavshedspligten
- Hvis dele af beslutningen er fortrolige, kan kommunen vælge at offentliggøre de dele, der kan offentliggøres