Skønne naturperler i Lejre Kommune

Find inspiration til spændende naturseværdigheder i Lejre Kommune.

Der er både oplevelser til de eventyrlystne, der søger de udfordrende, mindre kendte - og mindre tilgængelige naturoplevelser og oplevelser til dem, der ønsker smukke naturoplevelser, der er nemme at komme til og hvor man let kan tage både småfolk og de ældre generationer af familien med hen.

Midt i Bidstrup Skovene ved Hvalsø finder du smukke Avnsø – en af Sjællands reneste søer. Avnsø er 6-8 meter dyb og et meget populært sted at bade både sommer og vinter. Du kan springe i fra badebroen eller gå i vandet fra den lille sandstrand. Tag madpakke eller snobrødsdej med og nyd det fra bredden af søen, hvor der både er bålplads, borde og bænke.

Nærmeste p-plads er for enden af Tjørnehusvej, hvorfra der ca. er 1 km. ned til søen.

Find vej til Avnsø her

Det er en ganske storslået oplevelse at gå oppe på kanten af skrænterne af Ejby Ådal og kigge ud over smukke Isefjord, så langt øjet rækker. De stejle skrænter er dannet ved vekslende havstigning og landhævning, siden istiden sluttede for 12-15.000 år siden. Skrænternes kalkholdige kildevæld er forklaringen på det rige blomsterliv.

Området er en perfekt tur for både blomsterelskere, sommerfugleentusiaster og alle med overskudsenergi i kroppen.

I Ejby Ådal kan du blandt andet:

  • Tage en badetur i det friske fjordvand
  • Hilse på græssende køer
  • Finde en bronzesæl
  • Følge den smukke Fjordsti til fods eller på cykel
  • Kigge ud over de smukke skrænter - og måske se et marsvin svømme forbi, hvis du er heldig

Find vej til Ejby Ådal her.

Få inspiration til turen i denne flotte folder

Ved Ryegaard og Trudsholm Godser ligger den indbydende Ryegaard Dyrehave, som giver nogle helt unikke oplevelser i et kuperet landskab med skov og udsigt over fjorden. Landskabet er randmorænelandskab og indenfor indhegningen finder du mange sjældne plantearter.
Du kan parkere bag den røde låge over for Munkholmvej 360, 4060 Kirke Såby. I indhegningen er der kun adgang for gående.

Find vej til Ryegaard Dyrehave her

I Bidstrup Skovene finder du både skov, overdrev, skoveng, mose og søer. Ud af bakkerne springer kilder og skovene gennemskæres af rene bække og åer.

Der er både markerede gå - og vandreruter samt flere mountainbiketracks. Der er også et rigt dyreliv, så der er god mulighed for at opleve sjældne arter på tætteste hold.

Nogle af de særlige oplevelser i skoven er bl.a:

  • At høre frøerne give koncert ved Bøllesø (fra ca. maj-juli)
  • Dyppe fødderne i Avnsø - en af de reneste badesøer i Danmark
  • Kigge efter spor fra den sjældne hasselmus
  • Lede efter 'den krøllede bøg' - et træ med en nærmest magisk huleagtig stemning
  • At besøge Lerbjergskov - 120 hektar urørt skov med skovmoser, små søer og skovenge
  • Vandre i eventyrlig natur på en af de utallige vandrestier
  • Overnatte i en af de mange smukke shelters i skoven
  • Og meget mere

Du kan læse mere om de mange muligheder i Bidstrup Skovene her: Oplev Bidstrupskovene - Nationalpark Skjoldungernes Land

Der findes flere forskellige parkeringspladser, der kan bruges som indgang til skoven. Bl.a. parkeringspladsen ved Storskoven eller parkeringspladsen ved Heide Overdrev

 

Siden oktober 2024 har det været muligt at finde Jordhuset midt i Bidstrupskovene. Jordhuset ligner en paddehat af træspån, men bag det mytiske ydre gemmer sig en sneglesti, der fører ind i jordens dyb. Skabt af trækunstner Thomas Nexø, giver Jordhuset en unik mulighed for at opleve en morænebakke indefra. Her kan du udforske naturens lag, liv og myter både over og under jorden. En smuk og tankevækkende oplevelse for alle aldre!

Læs mere om Jordhuset og hvordan du finder det her

Kontakt Center for Kultur og Fritid

Hasse Kürstein
(Faciliteter, booking, lokaler og PR)
haku@lejre.dk
24 89 42 38

Sigrid Mark Rasmussen
(Folkeoplysning, tilskud og puljer)
simra@lejre.dk
20 12 70 84

Majken Eskelund
(Aktiviteter og idræt)
majes@lejre.dk
51 14 75 76

Trine Lindhardt Roux
(Billedkunstrådet)
trli@lejre.dk